At være tæt på min fars sidste dage har gjort mig opmærksom på, at jeg nu mere end nogensinde, må lære at lytte til mig selv.

Jeg må ud af hovedet. Ud af alle tankerne.

Tankerne om døden og sorgen.

Tankerne om alle de ting jeg vil ordne og fikse, for at flygte fra smerten og virkeligheden.

Der er kun en’ måde at komme igennem det på.

Jeg må give slip.

Give slip på alt det, jeg ikke kan kontrollere.

Give slip på alt det, jeg ikke kan værne mig imod.

Bare give slip og være med det der er.

Når jeg giver slip på kontrollen, giver slip på tankerne og bare ER, åbner det for at mærke mig selv.

Det er her jeg finder tilliden til mig selv og tør lytte til mig selv, for jeg kan nu mærke mig selv mere end nogensinde før.

Mærke hvad der er rigtigt for mig og stå ved det.

For der er ingen andre der kan fortælle mig, hvad der er rigtigt for mig.

Der er kun mig.

Min indre stemme.

Mit indre kompas som guider mig, når jeg blot tør lytte, blot tør mærke og stå ved det, der er rigtigt for mig.

Ingen hensyn til hvad andre tænker og mener om det jeg gør eller siger.

Heri kan jeg være nærværende med mig selv. Og træffe de rigtige beslutninger for MIG.

Heri kan jeg være nærværende i den sidste tid med min far.

Og nærværende med mine nærmeste.

I en tid, som også er en smuk tid.

Vi får gode snakke og vi rykker tættere på hinanden

Hele mit liv har smerte fået mig til at flygte til kontrol, flygte op i mit hoved/ i mine tanker og ”være på vagt”, så jeg kunne være på forkant.

Den smerte jeg mærker nu, ved at være tæt på at miste en af mine kæreste, miste en del af mit fundament, har fået mig til at indse, at jeg ikke kan gardere mig mod smerte med kontrol, tanker og vågenhed.

Det virker ikke.

Døden kommer alligevel.

Mit bedste våben er at give slip, give slip på tankerne, give slip på kontrollen og blot være med det der er. Være med mig.

Det er en befrielse at være lige der i mig. I nærværet. Her finder jeg styrken, til at stå denne svære tid igennem.

Kærlig hilsen

Trine